Grænselandet Rundt på Tomlen

- tomlen som eventyrligt klima- og tillidslaboratorium på rekreative rejser og til festivaler

Tomlen som rejsemakker - tillidsfuldt & CO2-frit eventyr

I projektet Grænselandet Rundt på Tomlen har vi testet tomlen - blafferiet / den spontane samkørsel - som klimavenlig rejseform i flere scenarier og konstellationer, men alle i Grænseregionen. Vi har brugt tomlen som 1) dannelsesrejse med 40 unge med udgangspunkt i Løgumkloster Højskole, 2) som eventyrligt 3-dags rekreativt etapeløb og 3) som festligt og grønt indslag på NORDEN Festival.

Læs mere om projektet her på siden. Se instastory og Linkedin-artikel om Event 1 på Løgumkloster Højskole i maj. En dagsreportager fra Event 2, som var en sommerferieblafferrejse i august og se resultaterne herunder fra vores festivallaboratorie, hvor vi 1) blaffede til og fra festivalen for at vise, at man kan, og lave reportager fra turene med tips og tricks, 2) afviklede en miniudgave af en blafferrejse rundt om Schlei (fjorden ved Schleswig) og så 3) afviklede en workshop og snakkede med folk i vores bod, om deres erfaringer og vores fortællinger og resultater.

Om at blaffe til NORDEN Festival i Schleswig:

  • Fra Flensburg til Schleswig

    Vi fik 3 hurtige lifts inden for 5 minutters ventetid. Vi stod i buslomme, ved tankstation og ved en Mitfahrbank og vi mødte en drømmefanger og blaffer (billede), en kaptajn og en bedstemor.

  • Fra Rendsburg til Schleswig

    Vi fik 2 hurtige lifts (<5 minutter) og et, hvor vi ventede 20 minutter (befærdet vej, høj fart). Her splittede vi op, da Christoph fik et gulpladelift. Første bil var en gammel blaffer Bjørn, som samlede alt op. Dernæst en sælger med tyrkisk baggrund og den tredje var damen på billedet.

  • Fra Husum til Schleswig

    Her fik vi 2 lifts inden for 5 minutters ventetid hver. Det første i Husum, hvor vi havde opsat en Mitfahrbank på Süderstrasse 71 i Husum og så i Treia i krydset ved Blomenwisch og Treenestrasse.

Rundt om Fjorden Schlei:

En dagstur for alle interesserede festivalgængere skræddersyet til NORDEN Festival. 2-4 timers tur inden festivalpladsen åbnede med eventyrlige opgaver med mulighed for 3 ruter rundt om fjorden - kort, mellem, lang. Stemningsskabende, så man var klar til lørdagen på festivalpladsen

Grænselandet Rundt på Tomlen er en autentisk og CO2-neutral blafferrejse på jagt efter grænseværdierne i Sønderjylland og Nordtyskland, hvor tomlen bliver brugt som middel til kulturudveksling, CO2-frie rejser og et forundringsparat mindset.

Se en video her fra pilottesten fra Grænselandet Rundt på Tomlen, som projektgruppen lavede i 2022.

Projektet er et samarbejde mellem Boben Op, UNG KULT, Løgumkloster Højskole, Mobilitetsforeningen i Sønderborg Kommune, NORDEN Festival og Blaffernationen og projektet er støttet af Interreg Deutschland - Danmark og Den Europæiske Union.

Her er projektets indhold:

  • Event 1: 'Hitchhiking the Boarderlands' på Løgumkloster Højskole med danske og tyske unge den 24./25. maj 2024

    Sammen med elever fra Løgumkloster Højskole, unge fra UNG KULT samt tyske unge rejste vi ud i hold for at undersøge kulturforskelle & ligheder i grænselandet, men grundlæggende handlede det om at opleve fællesskabs- og frihedsfølelsen ved at blaffe. På den klimavenlige dannelsesrejse tog deltagerne livtag med egne grænser og fordomme, mens nye klimavenlige rejsemønstre blev afprøvet og introduceret til en bredere befolkning.

  • Event 2: Grænselandet Rundt på Tomlen som eventyrlig 4-dages sommerferie for alle (åben tilmelding)

    Blaffere og eventyrere fra både Danmark og Tyskland kan rejse med i en slags 3 dages etapeløb. Vi brugte tomlen som en ferie forklædt som konkurrence; point og opgaver var motivation for at komme frem, men det handlede mere om i ro og mag at opleve end om at vinde. Forskellige folk fra begge lande mødte hinanden med formålet om at lære grænselandet at kende og dykke ned i historien og nutiden og undersøge sammenhængskraften via forskellige temaer for hver etape.

  • Event 3: Grønt Laboratorium på NORDEN FESTIVAL - hvordan kan vi skabe grønnere transportvaner i oplevelsesøkonomien?

    Festivaler er perfekte laboratorier for at undersøge og teste nye vaner. I samarbejde med NORDEN FESTIVAL testede vi, hvordan festivaler og begivenheder kan bruges som unik rum for nye grønnere og mere sociale praksisformer; her i form af blafferi og mere bæredygtig mobilitet. Vi testblaffede 3 strækninger på vej til NORDEN i Schleswig - fra Flensburg, fra Husum og fra Rendsburg. Derudover testede vi mobile og midlertidige (leje)løsninger af infrastruktur til spontan samkørsel for festivaler og events generelt. I dette tilfælde Mitfahrbank og blafferstoppesteder.