FOREDRAG
Om blafferi, bæredygtig transport og grøn omstilling
Carsten har blaffet i alle afkroge af dronningeriget siden 2004. I starten for at spare penge, men efterhånden fandt han ud af, hvad blafferi kan og hvad der er på spil - der i bilen og i vejkanten. Det kan sige noget om os som mennesker og som samfund.
For hvad er Danmark bygget af siden et fænomen som blafferi kan eksistere og fungere så godt her, men hvorfor tror mange, at det netop ikke er muligt, selvom erfaring siger det modsatte?
I 2013 lancerede han Blaffernationen som et grønt og socialt hobbyprojekt i fællesskab med andre passionerede blaffere. Siden har han arbejdet på at etablere officielle blafferstoppesteder og skubbe tomleriet fra niche - til mere mainstream praksis, og har igennem det både banket panden med mur og mod himmel.
Via tusindvis af lifts og oplevelser i vejkantsdanmark har han eksperimenteret med og grublet over blafferi både som livsform, som mellemmenneskeligt laboratorium, som alternativt læringsrum, som klimavenlig rejseform og som bæredygtig transportform, og det glæder han sig til at starte en samtale om.
Forvent sprælsk energi, god inspiration, nysgerrig dialog og forskellige samtaleformater undervejs.
Foredragene kan være til alt fra kirker, biblioteker og virksomheder, til kommuner, uddannelsesteder og landsbyer, men også forskellige aktører, som arbejder inden for feltet af klimavenlig turisme, rejser og bæredygtig transport og mobilitet samt læring og uddannelse. Vi afholder også andre formater; fx inspirationsoplæg, workshops eller undervisningsforløb. Tjek nedenstående forslag ud for forskellige bud på emner, men alt kan skræddersyes efter jeres ønsker og publikum. Foredraget kan også kombineres med et fælles projekt om etablering af blafferstoppesteder.
Det mest populære foredrag er en kombi af forskellige temaer, men lad os snakke om jeres formål og behov.

LÆS HER OM VORES 5 FOREDRAG
1. Erfaringer fra eksperiment med at blaffe på arbejde i 3 måneder
– For virksomheder, kommuner, landsbyer, organisationer og foreninger
Transport scorer højt på Co2-udledningen og privatbilismen er heftig stigende. På de danske veje er der 1,31 person i gennemsnit pr. bil og i pendlerbiler er vi helt nede på 1,05 person på vej ud og ind af landets største byer i myldretiden. Kan vi fylde bilerne noget op eller gøre noget helt andet?
Carsten lavede derfor sit eget lille laboratorium, hvor han i 3 måneder forsøgte at undgå at køre alene i sin egen bil på arbejde. Han blaffede, cyklede, arrangerede samkørsel og blev hjemme for at spare Co2. For hvor svært er det egentlig at undlade at gøre det nemme og sætte sig i egen bil og køre alene? På papiret og i tanken er det måske besværligt at skulle koordinere med andre, at stille sig ud til vejkanten og så blæser og regner det jo ude på landet i Nordjylland, så cyklen nærmest vælter, men hvad sker der, hvis man gør det?
hør Carsten fortælle om forsøget og de positive sideeffekter. Her kan dialogen tages om, hvordan I i jeres virksomhed eller organisation kan arbejde med grønne vaneændringer i hverdagen.
2. Om at gå fra hobby til egen virksomhed med projekter og partnere i hele Danmark
– Fx for skoler, uddannelser, erhvervshuse, A-kasser…
Carsten har blaffet siden 2004 og startede Blaffernationen i 2013 sammen med en flok passionerede blaffere. I starten var det et frivilligt hobbyprojekt, men siden 2017 har arbejdet fuld tif på det og levet af det.
Hør om processen - både fejl, opture og tilfældigheder - og hvad der sker, når ens passion bliver til ens arbejde. Hvordan er det at være ekstremt visionsbaseret, når man også gerne vil gøre det fuld tid. Og hvad med FN’s verdensmål, de 3-dobbelte bundlinjer og andre redskaber til at måle og veje og navigere efter.
Der vil bliver drysset en masse fortællinger fra vejkantsdanmark, men også drysset lavpraktiske metoder og tankegods til at handle på sine ideer og koncepter, og få dem ud over rampen og ikke mindst hav det sjovt med en masse seje partnere, der kæmper for det samme: en grønnere klode og et tillidsfuldt samfund.
3.Om at rejse langsomt og lokalt med et nysgerrigt mindset
– Fx for rejsebureauer, turist- og destinationsforeninger…
At rejse handler ikke om at komme frem, det handler (mere og mere) om at være undervejs og ikke mindst om hvordan, man er undervejs. Vi behøver ikke rejse Europa rundt hver weekend eller til Cuba for at få en eksotisk og meningsfuld oplevelse (fordi det udleder masser af Co2). At opleve noget eksotisk handler ikke så meget om steder, men mere om ens egen indstilling på selve rejsen. Ligeledes er indbegrebet af en god turismeoplevelse ikke selve destinationen, men snarere alt det, vi oplever på vej til destinationen. Hvordan kan vi lære at se det eksotiske i det hjemlige og nære, og lade spontane møder med fremmede og lokale blive (én af) hovedattraktionerne når vi rejser.
Udover Carstens baggrund som cand. mag i oplevelsesøkonomi vil foredraget tage udgangspunkt i 18 års blafferi rundt til alle afkroge af Danmark. De mange blafferture og -konkurrencer og bæredygtige studieture, han har afholdt, hvor danskerne på tværs af landet har åbnet deres hjem og hjerter for store flokke af tommelryttere. Der er masser af eventyrlige fortællinger og god inspiration til egne rejser.
4. Forestillingen om det kolde folkefærd i nord – er vi så lukkede som vi tror?
– Fx for kirker, biblioteker, højskoler, folkeoplysningsforbund, folkeuniversiteter…
Det er ufatteligt nemt at blive samler op i Danmark, men mange tror enten ikke, at det er muligt eller, at det er farligt. Fortællingen om folk, der har blaffet Europa tynd i deres ungdom og nu nærmest fraråder deres børn at prøve det samme, den høres hyppigt.
Igennem de sidste 18 år er Carsten blev kørt rundt i alle afkroge af landet og endda omveje og endda blevet tilbudt gaver, penge, mad, kaffe for at køre med i deres bil. Men hvad er baggrunden for denne gæstfrihed? Hvad er der på spil i denne rejseform, og hvad siger det om os som mennesker og samfund?
Foredraget vil give en grundlæggende introduktion til den spontane form for samkørsel, som blafferi er, med alle de eventyrlige fortællinger, der ligger i den. I forlængelse af det bestræber foredraget sig på at gå i dialog omkring større begreber som næstekærlighed, social tillid, barmhjertighed, frivillighed, forundringsparathed og det ukontrollerbare. Der er fokus på baggrunden for de mellemmenneskelige abstrakte transaktioner, der foregår i bilerne, og hvor frygtfortællingerne kommer fra? Er verden virkelig blevet en anden, som mange folk hævder, og i så fald hvilken verden er verden blevet til, og hvorfor korresponderer den fortælling ikke med erfaring fra vejkantsdanmark?
5. Om overvejelser og oplevelser med at sende større grupper af unge ud at blaffe
– Som inspiration for pædagogiske læreanstalter, forskningsinstitutioner, uddannelsesforeninger, generalforsamlinger og deslige…
Få en masse inspiration og overvejelser om at sende en masse elever og unge - herunder folk med flygtningebaggrund - ud at blaffe og i hænderne og viljen på blafferbillister og diverse fremmede i vejkantsdanmark. Hvilke overvejelser og erfaringer har der været med at opfordre eleverne til at stole på fremmede og endda give point for at sove hos fremmede. Forældre, elever, lærer, forstandere, rektorer og andre omkring denne beslutning er tit skeptiske, så følgende spørgsmål har konstant været svævet i luften: tør vi eller skal vi give efter for frygten for det ukendte og forstillingen om, hvad der kunne gå galt eller sætte tilliden fri og stole på gæstfriheden og hjælpsomheden fra fremmede rundt omkring i hele danmark? Oplægger og diskussionen vil komme ind på, hvilke kompetencer og karaktertræk som fremtiden har brug for og hvilke undervisningsforløb og metoder der lægger op til dem.
Forvent en masse inspirerende historier om, hvad eleverne har oplever rundt omkring i Danmark hos fremmede med reflekterende dialogspørgsmål undervejs. Jeg skræddersyer gerne, hvis I har særlige ønsker og emner, som oplægget skal spille bold opad.
Carsten fra Blaffernationen har i mange år arbejdet meget med handlingsorienteret og dialogisk med grøn omstilling og samskabt undervisningsforløb med både elever og lærere på både folkeskoler, efterskoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Derudover har han også arbejdet på diverse undervisningsinstitutioner og endda forsøgt at starte sin egen højskole.